Hvordan starter man med slægtsforskning? Indholdsfortegnelse 1. Forord 2. Hvad er slægtsforskning? 3. Hvorfor arbejde med slægtsforskning? 4. Hvad kræver det af os? 5. Hvordan starter man? 6. Hjemmeopgaver 1. Forord Denne første lektion er tænkt som en introduktion og opvarmning til emnet slægtsforskning - eller slægtshistorie, som det ofte kaldes. Emnet har også en finere betegnelse, nemlig genealogi (opr. græsk: genealogos). En betegnelse, som i nogle sammenhænge kan være praktisk at bruge. Slægtsforskningen får derved både et lidt finere og videnskabeligt skær, og holder samtidig nogle nysgerrige lidt på afstand. For man må være forberedt på igen og igen at blive mødt med de klassiske spørgsmål: "Hvor langt er du kommet tilbage?" "Hvad så, har du fundet nogle berømtheder i familien?" Når man med tiden får mere indsigt i sin slægt, vil man nok synes, at disse spørgsmål er meget lidt interessante og virker overfladiske. Dels er de ældste kilder måske ikke så pålidelige, som man kunne ønske, og dels er slægtninge ikke nødvendigvis spændende, bare fordi de har været berømte. Emnet "Slægtshistorie" har aldrig haft den store plads og interesse i den videnskabelige historieforskning. En af grundene hertil er nok, at der er tale om en meget snæver mikrohistorie i forhold til den store brede Danmarks- og Verdenshistorie. Det har således i høj grad været "almindelige" mennesker og amatører, som gennem årene har givet sig i kast med at udrede slægtens sammenhæng. Eksempler på tvivlsomme kildehåndteringer og alvorlige fejl i de efterfølgende udarbejdede slægtsbøger har også været med til at uddybe kløften mellem de lærde og ikke lærde. Den generelle opfattelse af slægtsforskere er heller ikke blevet bedre af, at der har været nogle uheldige eksempler med slægtsforskere, som opkrævede penge forlods for slægtsbøger, som aldrig blev lavet, eller som ikke levede op til forventningerne og det lovede. I dag mere seriøs slægtsforskning Det er en helt klar fornemmelse, at slægtsforkere de senere år er blevet mere bevidste om det håndværk, som de arbejder med. Det gælder både i indsamlingen af oplysningerne og håndteringen af dem samt den måde, hvorpå oplysningerne skal præsenteres (f.eks. som slægtsbog). Meget firkantet sagt har slægtsforskningen bevæget sig fra at være en "en-mands-hobby", hvor man sad meget alene med udredningen af slægten, og til en "hobby", hvor man hjælper hinanden. Det vil sige, at man lærer af hinanden, påviser hinandens fejlslutninger og ved fælles hjælp således højner niveauet. De senere års diskussioner om etik i slægtsforskningen - altså hvad kan man som slægtsforsker tillade sig omkring brugen af kilderne, og hvad man skal undlade at offentliggøre - det kan ogå ses som en øget seriøsitet . Diskussioner omkring ophavsret og kvalitet er også blevet mere aktuelle, når vi i højere grad hjælper hinanden med oplysninger og takket være computeren meget let kan udveksle personoplysninger. Øget interesse for slægtsforskning Siden 1960'erne er interessen for at finde sine rødder vokset kraftigt, og det kan der være flere grunde til, men den nedsatte arbejdstid og den øgede fritid har utvivlsomt haft stor betydening. Generelt er det også blevet lettere at komme til de arkivalier, som ligger i Statens Arkiver, og som er en vigtig del af arbejdet. Her tænkes både på, at det er blevet lettere at komme på arkiv, men også at vi via mikrofilm, mikrokort og fotokopier har fået mulighed for at købe kopier af vigtige kilder som kirkebøger og folketællinger. I midten af 1990'erne fik Statens Arkiver via en særbevilling mulighed for at iværksætte den såkaldte kopispredning mellem de enkelte arkiver som udgør Statens Arkiver. Det vil sige, at der kunne fremstilles og fordeles mikrokorts-kopier af hinandens kirkebøger og folketællinger. En slægtsforsker med f.eks. rødder på Sjælland kunne nu sidde på Landsarkivet i Viborg og udrede trådene for de sjællandske aner. Edb-udviklingen vil utvivlsomt øge mulighederne på dette felt - både i form af afskrifter og digitaliseringer (indscannede billeder af kilderne). Alt dette kommer vi ind på senere i forløbet. 2. Hvad er slægtsforskning? Ja, det er jo noget med at finde oplysninger om slægten udover det man normalt ved. Som oftest kender man selv en del til de sidste par generationer og sidegrenene (onkler, tanter, fætrer, kusiner o.l.). Hvis man alene koncentrerer sig om ens forfædre, vil man sjældent have den store viden om oldeforældrene og endnu mindre om sine tipoldeforældre. Alle personer før dem vil typisk være ukendte og deres liv og levnet vil være glemt i slægten. Ikke desto mindre har de engang været familiens omdrejningspunkt, og uden dem ville vi vel ikke have eksisteret i dag. En af mine egne tipoldefædre døde i 1912. Reelt vil der ikke være nogen nulevende, som kan huske ham. Tilbage er kun par små anekdoter og oplysninger, som er overleveret i familien, og hvis ikke de bliver skrevet ned, vil også de gå tabt i løbet af en generation. Al viden i familien om ham vil således være borte. Via arkiver og museer o.l. vil det dog være muligt at finde glemte oplysninger om ham. Det er sådanne oplysninger, man som slægtsforsker bl.a. går efter for at få personerne hevet frem fra glemselen igen. Anerne har hver især gennemlevet et liv fra fødsel til død med glæder og sorger, medgang og modgang og hver enkelt har de haft deres mere eller mindre lille plads i Danmarkshistorien. Det er et stort og meget tidskrævende arbejde at sammenstykke livspuslespillet via de nedskrevene oplysninger, og ikke sjældent kan man faktisk komme meget tæt på virkeligheden for nogle af disse aner. Som en udløber af arbejdet med at finde sine rødder følger og behovet for at fortælle om den indsamlede viden til den øvrige nutidige del af familien. Mundtligt eller skriftligt, og planen er nok for de fleste, at arbejdet skal munde ud i en slægtsbog, som kan fortælle nutiden og efterkommerne om de fælles forfædres liv og gerninger. Når vi taler om en persons rødder, så tænker vi almindeligvis på de personer, som denne nedstammer fra - altså de to forældre, de fire bedsteforældre, de otte oldeforældre osv. Dem kan vi også betegne anerne til personen, og det er både mænd og kvinder. I ældre tider vil man ikke sjældent se, at forfædre skulle forstås bogstaveligt, og at slægten kun blev opfattet som den mandlige linie. Hvis man spekulerer på videreføreelsen af et slægtsnavn, ja, så er det selvfølgeligt rigtigt, når kvinderne ved ægteskab fik mandens efternavn. At en adelig slægt er uddød, skal således kun tolkes sådan, at der ikke mere er nogen, som bærer slægtsnavnet. 3. Hvorfor arbejde med slægtsforskning? Det er et spøgsmål, som man nogle gange stiller sig selv, og som man også får stillet fra sine omgivelser. Vi vender tilbage til det om et øjeblik. Heldigvis møder man oftest forståelse og interesse, når man i sit arbejde med at udrede slægten kontakter personer, som ikke selv er slægtsforskere. Nogle gange støder man imidlertid på tavsheden, og den klare holdning, at det var bedre at beskæftige sig med de levende, end dem som ikke mere er. De to ting udelukker dog på ingen måde hinanden. Her er det på sin plads med en advarsel: Slægtsforskning er vanedannende. "Jeg skal bare lige rundt det næste hjørne, så stopper jeg", men her dukker der imidlertid lige et par nye hjørner frem, og så..... Er man først blevet bidt af slægtsforskningen, så er der ingen vej tilbage. Både opmuntringer fra familien og udvist interesse for det arbejde man laver, eller det modsatte (nemlig en opfordring til ikke at rode i familiens fortid) giver blod på tanden. I det sidste tilfælde er man overbevist om, at der må være noget, familien dækker over, og det skal findes. Der kan være mange forskellige grunde til at arbejde med slægtsforskning, men ofte har det en sammenhæng med en nysgerrig og en historisk interesse, ligesom man i en tid med store forandringer og splittede familier samt slægtens større geografiske spredning gerne vil forsøge at finde sig selv. Om der i nogle tælfælde også er håbet om at finde en "fin" baggrund kan ikke helt afvises, og det kan måske også være drømmen om at finde den rige "onkel i Amerika". I nogle familier er der også familieoverleringer, som er med til at give blot på tanden. 4. Hvad kræver det af os? For at få den bedst mulige start på arbejdet med at udrede sin slægt, er der en række ting, man bør være opmærksom på, så man ikke uforberedt løber ind i nogle af de klassiske begynderproblemer. Mange nye slægtsforskere har måttet gøre dele af arbejdet om eller er måske simpelthen kørt sur i det, fordi de ikke havde gennemtænkt og forberedt tingene fra starten af. Nogle centrale problemer for nybegyndere ud i slægtsforskningen kan opsamles i følgende 8 punkter: Søgningen efter oplysninger om slægten kræver stor tålmodighed - nogle gange må man være indstillet på et meget besværligt og tidskrævende søgearbejde. Som en anden detektiv må man udtænke og finde de "fællende" beviser. Man bør være opmærksom på alle de oplysninger man finder; også de umiddelbart uvæsentlige. Sidenhen vil det måske vise sig, at disse detaljer lige præcis bringer forskningen videre. Anfør altid med kildeangivelse, hvor oplysningerne stammer fra, så man har mulighed for senere at efterkontrollere dem eller vurdere deres pålidelighed. Anfør også hvor der eventuelt er søgt forgæves, da erfaringer siger, at man hurtigt glemmer det, og let kommer til at gentage søgningen. Skriftlige kilder (både trykte og håndskrevne) før ca. 1900 er næsten udelukkende skrevet med den gotiske skrift. Klik for nærmere oplysninger om gotiske skrift. Ens slægt i bredeste forstand, dvs. alle aner (forfædre) og deres samlede efterslægt (søskende og deres efterkommere), er så omfattende, at man ikke kan beskæftige sig med alle. Det er vigtigt, at man holder orden i de indsamlede oplysninger, da man ellers let kører sur i arbejdet med at udrede sin slægt. Et nyttigt redskab i denne forbindelse er computeren, hvortil findes såkaldte slægtsforskningsprogrammer, som kan hjælpe med at holde rede på de indsamlede oplysninger. Endelig vil det være en god idé at anskaffe eller låne noget generel litteratur om slægtsforskning, så man mere detaljeret end her kan læse om emnet, fremgangsmåden og kilderne. Det kunne f.eks. være Hans H. Worsøe: "Håndbog i Slægtshistorie" (se litteraturlisten i kompendiet). 5. Hvordan starter man? Som ny slægtsforsker begynder man typisk med at lede efter oplysninger om sine direkte aner (forældre, bedsteforældre, oldeforældre osv.). Her skulle man - hvis man ikke løber ind i alvorlige problemer - have mulighed for at nå tilbage til omkring år 1700. Er der tale om forfædre af finere borgelig eller adelig herkomst kan man ofte komme yderligere nogle hundrede år tilbage i tiden, og skulle man støde på kongehuset, så er der i princippet banet vej tilbage til Gorm den Gamle (død o. 940). Ja, nogle kan herfra finde forbindelse til Karl den Store (fransk/frankisk konge død 814) og videre til f.eks. Ramses d. 2. af Ægypten (levede 1290-1225 f.Kr). Pålideligheden af dette kan vi vende tilbage til senere i kurset. Slægtsudredningen og jagten på oplysningerne om familien bør startes derhjemme, men meget hurtigt må man også have fat i familien eller personer, som har kendt familiens medlemmer. De mundtlige og ikke nedskrevne oplysninger varer ikke evigt, hvorfor det er meget vigtigt, at man så hurtigt som muligt går i gang med denne del af arbejdet. Mange uvurderlige slægtsoplysninger kan gå tabt ved dødsfald. Der kan være tale om oplysninger, som ikke kan findes andre steder, eller som er meget tidskrævende og besværlige at finde på f.eks. arkiverne. De trykte oplysninger og arkivernes oplysninger kan man derimod altid vende tilbage til; de skulle gerne være sikret i al fremtid - og har således ikke samme hastværk. Da arkivernes kilder i høj grad er geografisk og kronologisk organiserede efter de centrale begivenheder i et livsforløb, bør man specielt gå efter oplysninger om tid og sted for personernes fødsel (dåb), konfirmation, vielse, og død (begravelse). Disse persondata skal bruges til at opbygge familierelationerne, dvs. til at finde ud af hvem der er barn af hvem. I gemmerne derhjemme har man ofte forskellige ting, som kan give vigtige oplysninger om de nærmeste slægtninge og forfædre. De oplysninger, man kan finde her, skal man efterfølgende ikke bruge tid på at søge efter på f.eks. arkiverne. Det kan således danne et godt udgangspunkt. Eksempel på kilder som man skal kigge efter derhjemme kunne være: 6. Hjemmeopgaver Overvej følgende 4 spørgsmål: 1. Hvad har fået dig til at interesse dig for slægtsforskning? 2. Hvad kunne du specielt tænke dig at finde frem til? 3. Hvor langt tilbage kender du på forhånd dine forfædre? 4. Hvilke forfædre har du billeder af?