De 36.500 glasplader


Gennem hele sit virke fastholdt Fredrik Borch i sit fotoatelier de gamle fotometoder. Det betød bl.a., at han vedblev at benytte glasplader til fotograferingen, og det benyttede fotoudstyr og atelieret ændrede sig heller ikke meget gennem årene. Da han ophørte som fotograf i 1961 blev alt hans fotoudstyr og inventar skænket til købstadsmuseet "Den Gamle By".

De mange glasplader - omring 36.500 - blev derimod overdraget til Lokalhistorisk Samling på Hovedbiblioteket. Det var måske ikke det mest nærliggende sted at gemme billederne, men da Århus som bekendt ikke har noget byarkiv, og da andre billedgaver allerede var havnet på biblioteket, så havnede Borchs glasplader i 1962 også der. I mange år stod glaspladerne blot opmagasinerede i operatørrummet over den store sal på Hovedbiblioteket i Århus, og det har næppe været godt for billedernes ve og vel. For 10-15 år siden blev alle glasnegativerne, der var blevet lagt i arkivæsker, flyttet til kælderen under Åby Bibliotek på grund af pladsmangel. Her ligger de nu sammen med en række andre opmagasinerede negativer bl.a. en stor samling fra "Stjernefoto" og "Polyfoto".

I forbindelse med byrådets overraskende planer i efteråret 2006 om at lukke Åby Bibliotek kom der pludselig fokus på de opmagasinerede negativer i kælderen i Åby, der så igen skulle flyttes. Ikke ubegrundet frygtedes det, at det hele kunne ende med endnu en hovsa-løsning. Det var derfor en passende lejlighed til at gøre opmærksom på det manglende byarkiv, og at billederne måske ligefrem kunne blive netop det, som fik byarkivet sat igang. Imidlertid blev lukningen af Åby Bibliotek opgivet i sidste øjeblik, og negativerne kunne få lov til at blive stående lidt endnu i kælderen.

Nu var negativsamlingerne imidlertid bragt frem i lyset, og for at få et overblik over, hvor mange negativer det egentlig drejede sig om, og hvilke fotografer, der var negativer fra, blev der i efteråret 2006 nedsat en lille billedgruppe, der skulle kigge nærmere på negativerne. Gruppen bestod af repræsentanter fra Lokalhistorisk Samling på Hovedbiblioteket, Århus Bymuseum og Arkivudvalget (der repræsenterer de 22 lokalarkiver rundt om Århus). Særlig opmærksomhed kom der snart omkring Borchs ca. 36.500 glasbilleder, da gamle oplysninger tydede på, at der sammen med billederne også var blevet afleveret de tilhørende bestillingsprotokoller. Det vil sige, at det pludselig var muligt at sige, hvem der havde bestilt de enkelte billeder (er blevet fotograferet), og hvornår det enkelte billede helt præcist er blevet taget.

Der var imidlertid gået 45 år siden negativerne var blevet deponeret på Århus Kommunes Biblioteker, og de var ydermere blevet flyttet rundt på et par gange bl.a. i kælderen i Åby pga. vandskade og rørreparationer. Efter forgæves at have ledt efter protokollerne i Åby og efterhånden havde en fornemmelse af, at de alligevel var gået tabt, så blev de ved et tilfælde genfundet i en papkasse i et magasin på Hovedbiblioteket.

Der er tale om 16 protokoller, hvori der er registreret 36.500 bestillinger, og protokollerne dækker hele den periode (1902-1961), hvor Borch virkede i Århus som fotograf.